Det er højt til loftet og vide horisonter, når man er med Kong Ole på tur. Det er en undring, som aldrig stopper. Naivt som i eventyret „Keiserens nye klæder“ stilles spørgsmålene, som andre ikke kommer på. Han fører læseren ned i ellers uudgrundelige dyb og vender opp ned på ting, som tilsyneladende stod som støbt. Men han gør det med en forfinet humor og let selvironi, som ikke gør skam på sine fynske rødder. Det letter læsningen af det ellers nokså dybe indhold og gør bogen til en trofast ven under natbordslampen.