Jeg Kong Ole

Synes du, det er mærkeligt, at jeg kalder mig kong Ole? Spørger du måske, hvordan jeg kan tillade mig at kalde mig konge?

Det skete noget med mig en morgen, da jeg gik igennem kongens by, Københavnstrup. Jeg kom til at tænke på, at hvis byen var kongens, så var den jo ikke min, og hvis kongen var konge, hvad var jeg så? Umiddelbart var der ikke meget at vælge mellem. Sådan er det med konger. Det er enten eller. Enten er jeg konge, eller også er jeg ikke. Hvis jeg ikke var konge, så var jeg vel undersåt? Noget var sket med mig. Tiden var løbet ud. Skulle jeg være enten konge eller undersåt, så måtte det være konge!

Mit ophav var ikke særlig kongeligt. Min far var smed og min mor hjemmegående husmor. De har aldrig ejet andet end til dagen og vejen. De var undersåtter, opfattede og opførte sig som undersåtter. De satte en ære i at give mig en god start i livet; som undersåt. Det lykkedes de ganske godt med. På en eller anden måde troede vi alle, at det var sådan, det skulle være.

Det er paradoksalt at tænke på, at mit barndomshjem var kristent. Med troen på Bibelens ord. For hvor i Bibelen står der, at vi fødes til at være undersåtter?

Hmmm.

Bibelen siger, at Gud skabte verden. Hvis det stemmer, kan Gud så være en undersåt? Umuligt. Videre står der, at mennesket blev skabt i Guds billede. Gud har altså ikke bare skabt verden, men han regerer også i den verden, som han skabte. Den som regerer kaldes ikke slave eller undersåt, men konge. Nu har du sikkert allerede tænkt tanken færdig, at mennesket, skabt i Guds billede, umuligt kan være undersåt, men selvfølgelig konge.

Sådan!

Måske vil nogen mene, at det er fjollet at ville underbygge sådanne skelsættende tanker med historier fra en gammel bog. Ser vi på, hvad kristenheden har udrettet igennem århundrederne, så bliver det ikke meget bedre. Med Bibel og sværd i hånd er der udkæmpet ulideligt mange slag, og uendelig mange mennesker er blevet gjort til undersåtter eller endda værre: Dræbt.

Jeg kunne jo også bare spørge, uden at støtte mig på nogen ydre autoritet: Bare fordi du hedder Hansen eller Jensen til efternavn, skulle du så være født til at være undersåt? Og nogle udvalgte, høje herrer skulle på finurlig vis have ret til at herske over dig? Der er nok nogen, som ønsker at holde os i den vildfarelse, og de har udviklet ganske sofistikerede metoder for at få det sådan. Dem kommer vi tilbage til lidt senere.



Det var altså overhovedet ikke vanskeligt for mig at vælge en tilværelse som konge. Og dog var der en bismag ved det. For hvad er en konge uden undersåtter?

Det er i den forbindelse mærkeligt at tænke på, at Danmark ikke altid har været et arverige. I monarkiets velmagtsdage blev kongen valgt! Sådan var det helt frem til 1660. Arveriget blev interessant nok indført i forbindelse med, at kongen mistede sin magt, ja og det halve kongerige, efter nogle meningsløse krige med vores naboer.

Ser vi på Danmarks skrevne historie – den går ikke længere end 1500 år tilbage – så er den netop fyldt med krig. Det er næsten som om, historieskrivningen kun handler om at retfærdiggøre krige! I studiet af grænseoverskridelser og guldskatte er det imidlertid let at tabe noget ganske andet og meget vigtigt af syne: Sjælene. For krigene handlede i høj grad om at tilegne sig undersåtter. Alle konger led af en helt egen type underernæring og sugede undersåtter til sig, hvor de kunne komme til det. En konge med få undersåtter var en undselig konge, en med mange, stor. Dertil kom, at rigtig mange undersåtter også gerne ville være konge. De stod ligefrem i kø for at tilrane sig magten med sværd eller list. Den døde broders ryg var ikke mere hellig, end at den kunne bruges til at klatre på. Derfor var det ikke særlig sundt at være konge.

Når vi nu kan sidde i sofaen og se tilbage på dette spil med undersåtter, som kæmpede sig frem til at blive konge, bare for at blive myrdet og give plads til den næste i rækken, så er det let at le overbærende. Men er spillet egentlig leget til ende? Er ikke markedsøkonomien, med sin grænseløse grådighed, konkurrence og krav om evig vækst netop bare en civiliseret udgave af det gode, gamle spil?

Det er som med troldmandens lærling. Det så umiddelbart rigtig smart ud at få kosten til at bære vand til brønden. Men det gik for langsomt og lærlingen blev overmodig. Før han fik set sig om, begyndte kostene at formere sig i det uendelige og vandet steg og steg. Fortvivlet ledte han efter en ny trylleformular, men der var tilsyneladende ingen måde at stoppe det på. Først da troldmanden trådte ind på slottet, blev alt igen som før. Er det mulig at finde et sådant trylleord, som bringer vanviddet til ophør?

Har vi først forstået det absurde i spillet, når vi ser hinanden spille rollerne i kampen om undersåtter, hvor alle er tabere til slut, da bliver det enklere at takke nej. Da bliver det muligt at se undersåtterne som det, de er: Prinser, kongesønner uden rige. Hvad gør en konge, når han ser sig omgivet af kongesønner i stedet for mulige undersåtter? Når han er kommet sig over skrækken og ikke længere ser en morder i hver af dem, så kan han vælge at se dem alle som sine sønner.

Det kan blive vendepunktet for de fortryllede kongesønner. Nu står den gamle konge ikke længere i vejen for de fremstormende unge, men rækker dem en hjælpende hånd! For i det lange løb, hvad er da bedre for en agtværdig konge, end at have lutter konger som naboer? Frie, selvstændige konger; og dronninger selvfølgelig!